​Krocketnyheder

Året 2020 har været et krocket år, dr, pga. Corona har stået i aflysningernes tegn. Masser af klubstævner blev aflyst.​

Krunderupstævnet og Regionsmesterskabet blev også aflyst. Men det lykkedes at gennemføre holdturneringen som en halv turnering. 

Vi deltog dog ikke i holdturneringen pga. Corona. Men i enkeltmand og parturneringen var vi repræsenteret.

Det lykkedes også at afvikle Danmarksmesterskabet for alle turneringer, hvor Jørgen og Martin fik en flot 4. plads i deres række, serie1, i Parturneringen.

Hans Peter kom i finalerunden i enkeltmand, hvor han fik en 3. plads i rækken 1. division.

På trods af Corona og dermed forsamlingsforbud for mere end ti personer, træner vi stadig tre gange om ugen.

Regelsættet omkring Corona og forsamlingsforbuddet kan vi overholde.

Du/I er velkommen til at prøve krocketspillet.

Vi spiller hele året på banerne bag spejderhuset på Nørgårdsvej.

Vi træner hver mandag og torsdag med start kl. 13.30.

Fra primo maj til ultimo august træner vi også hver onsdag aften med start kl. 18.30.

"Nørderne" træner også hver lørdag med start kl. 09.00.

Rekvisitter kan lånes af klubben.

Det er gratis at spille indtil april, hvorefter årskontingentet er kr. 300 for året 2021. 

Året 2021 er krocketudvalget allerede igang med at planlægge.

Vi ved, at der i DGI Vestjylland skal være turneringer for hold, par og enkeltmand.

I disse turneringer har man mulighed for at kvalificere sig til Danmarksmesterskabet i hver række.

I DGI Vestjylland er der planlagt 18 stævner i klubberne og to stævner i DGI regi.

Vi afholder selv et stævne den 5. august.

Så året bliver igen et år med et højt aktivitetsniveau.

Men, men, ------ Corona restriktioner kan forpurre hele planlægningen.

Tak til Holstebro kommune for at klippe banerne.

Tak til Vemb FS for et godt samarbejde.

Tak til krocketmedlemmerne fordi I altid møder op, og møder frem med et godt humør.

Med venlig hilsen

Krocketudvalget.

​Krocketfest onsdag den 22. oktober

Der var god tilslutning til årets fest, som engang var afslutning på årets spil, men nu spiller vi hele året, festen bliver alligevel holdt. Det var en god fest med højt humør og god mad fra slagteren i Vemb, som den kan ses af billederne.

Sidste nyt fra Krocket. august 2014

Krolf ved Sommerfesten.

Efter sidste års nedtur ved Sommerfesten, hvor vi tabte dysten i Krolf til golfspillerne, har vi i år genvundet titlen som Vemb Mester i Krolf.

Vinderholdet bestod af Gunnar Bertelsen, Egon Hedegaard, Hakon Mortensen og Kjeld Klaustrup.

De vandt finalerunden med 156 slag.

Kjeld Klaustrup havde bedste runde af alle med 36 slag.

Golfspillerne har meldt sig klar til en ny dyst i 2015.

Turnering 2014.

Turneringen er afviklet for denne sæson.

C 1: Blev nr. 4 ud af 5 hold.

B 2: Blev nr. 3 ud af 6 hold.

B 1: Blev nr. 3 ud af 6 hold.

M 1: Må rykke ned, da vi fik en sidsteplads.

Så der er ikke meget mester over mestrene, men vi kommer stærk tilbage i 2015.

Krunderup stævne uge 29.

For 10. år afviklede DGI Krocket stævne i Krunderup.

Flere af vore medlemmer deltog.

Mogens Bylov Nielsen og Kjeld Klaustrup vandt i deres række.

Landsmesterskab i enkeltmands turnering.

Kjeld Klaustrup har kvalificeret sig til landsmesterskabet, der blev afviklet i Tåstrup den 26. juli.

Kjeld blev nr. 4 i sin række.

Krocket stævne i Vemb den 7. august.

Der deltog 72 spillere, der kom fra 13 klubber.

Et vellykket arrangement.

Vindere fra Vemb var Eigil Poulsen, Egon Hedegaard og Mogens Bylov Nielsen.

De fik hver den sædvanlige flaske rødvin i præmie.

Til dig der gerne vil prøve at spille krocket.

Kig op på banen på Nørgårdsvej, bag Spejderhuset.

Vi spiller mandag og torsdag eftermiddag fra kl. 13,30.

Lørdag spiller vi fra kl. 9,00.

Vil du vide mere, da kontakt en af Krocket udvalget.

Rita Andersen: 29 61 50 40

Jørn Kirkegaard: 97 48 21 63

Hans Peter Petersen: 21 85 12 98

Eller se på hjemmesiden. www.vemb-fs.dk

Mvh

Krocket udvalget​

April 2014

Som det kan ses, så fik vi sat vores klubhus op i uge 13. Vi mangler at male det, det bliver det senere, når vejret er til det.​

Februar 2014

På generalforsamlingen i Vemb FS blev valgene på årsmødet godkendt. Formanden er ved at have sat turneringsholdene op, så vi er klar til en ny sæson.

Nyt hus er blevet bestilt og forventes at være fremme i løbet af marts måned.

Januar 2014

På hovedbestyrelsesmødet mandag den 27. januar blev ansøgning om nyt klubhus godkendt. Nyt hus vil blive bestilt hos Henning Ebbensgård i Ølstrup. Planlagt opstilling til april hvor Aage Nielsen vil stå for opsætning med hjælp fra klubbens medlemmmer.

Den nye formand Hans Peter Petersen har sendt en mail til samtlige medlemmer, hvor han ønsker, at medlemmer, som vil være med til turnering til sommer, giver besked om, hvilkken række og hvem de vil spille sammen med. Der skal oplyses til krocketudvalget/DGI sidst i marts, hvilke hold vi stiller med.

December 2013

Stormen var hård ved vores klubhus, taget blæste af, som det kan ses på billederne herunder. Der arbejdes på hvad vi nu gør. Der skal findes en løsning inden det bliver forår. Tømren mener at det bliver for dyrt at reparere det.​​​

​Krocketfest onsdag den 23. oktober 2013 kl. 18.00

Det blev en hyggelig aften, som det kan ses på billederne.

Årsmøde i Vemb Krocket klub 18. september 2013

​Hans Peter blev valgt ind i stedet for Hjalmar. Rita blev genvalgt og Villy Nielsen blev valgt til Suppleant. Festudvalget kom til at bestå af Ole Thorsen, Grethe og Hjalmar. Tidspunkt for festen blev bestemt af festudvalget og bliver engang i oktober. Der var mødt 15 til årsmødet.

August 2013

Vi havde et godt stævne den 1. august med 88 deltagere. Der var 5 fra Vemb som vandt i deres pulje. Det var Hans Peter Petersen, Hakon Mortensen, Kjeld Klaustrup, Egon Hedegaard og Ole Thorsen.

Vi er blevet færdig med turnering. M1 holdet har været til finale, hvor det blev afgjort, at Lyne skal til landsmesterskab i Vildbjerg. Det kom til at stå 2-2, men vi tabte mere end de gjorde. Det var også et stækt hold, at vi skal spillede imod. De andre hold klarede sig nogenlunde uden at de behøver at frygte for at skal rykke op til næste år.​​

Juni 2013

Vi har planlagt sommerens udflugt til torsdag den 15. august, og det bliver igen i år til Adventure Park nær Kloster.

Vi skal også snart til at tænke på stævnet den 1. august.

Årsmødet er fastsat til torsdag den 19. september​

Maj 2013

Vi har fået ordnet vores toilet forhold. Der var ikke mange til åbent hus, indtil nu ser det ikke ud til at have givet flere medlemmer. Da vi har miste et medlem og to vil ikke fortsætte er der tilbagegang i vores medlemsskare.

Vi har spillet de første kampe i turneringen M1 har vundet halvdelen og de andre hold har mulighed for at gøre det bedre de næste gange.

Der er flere som har vundet vin til stævner, bl.a. i Holstebro, Borbjerg.​

April 2013

Nu har vi fået at vide, hvad række vi skal spille i. Det bliver et hold i M1, 2 hold i B2 og et hold i C1. Vi får vores sag for i M1, kan vi godt regne med.

Vi har lavet turneringsplan for i år, det gik nogenlunde nemt med at få det til at gå op, så nu ser vi frem til at begynde mandag den den 6. og tirsdag den 7. maj. Det bliver spændende og se, om vi kan klare os i M2, ellers kender vi betingelserne, så rykker vi ned næste år.

Vi har fået et problem, vi må ikke længere bruge spejderhusets toilet, så nu arbejder vi med, hvad vi så gør, alternativt kan vi sætte et tørkloset op, men vi mangler et lille hus til det. Jeg har fundet nogle gode tilbud på nettet, så må vi håbe, at vi kan få lov til at købe det. Vi skal helst have det i orden, inden vi begynder på turneringen, og vi får besøg fra andre klubber.

Vi holder åbent hus torsdag den 25. april kl. 14.00, hvor der selvfølgelig bliver serveret kaffe.

Vi havde en god fest onsdag den 24. oktober. Det var godt tilrettelagt af udvalget med en spændende middag og megen fornøjelig undholdning i løbet af aftenen. Der var fuld tilfredshed med udvalgets arbejde. Som det ses på billederne, hyggede man sig rigtigt.​

Landsmesterskab i Vildbjerg den 22 og 23. september 2012

Der blev spillet hele weekenden, men der blev ikke en førsteplads til hverken 1A eller B2 holdet, vi fik alle flere 20er, så helt dårligt var det ikke. Billedet af holdene blev taget inden vi kørte hjem søndag eftermiddag. Det er hold A1 fra venstre og B2 til højre​

Referat fra Årsmøde torsdag den 20. september 2012

Formanden bøde velkommen. Efter kaffebordet var der Årsmøde.

Udvalget havde indstillet Hans Peter Petersen til ordstyrer. Han blev valgt enstemmigt.

Han gav ordet til formanden som i sin beretning kom ind på hvad der var sket i årets løb. Den blev godkendt.

Derefter var det Hovedkasseren for Vemb FS som gennemgik krocket udvalget regnskab, det blev også godkendt. Det viste en underskud for sidste år, det var på grund af nogle ekstraordinære udgifter for året, som sikkert ikke vil blive gentaget i det kommende år.

Næste punkt var valg af et udvalgsmedlem og suppleant. Der var skriftligt forslag og afstemning, Jørn Kirkegaard blev genvalgt med 16 stemmer og Søren Jensen blev genvalgt med 5 stemmer. Næste punkt var fastsættelse af årskontingent. Udvalget foreslog at det blev forhøjet med 50 kr. så det vil være 300 kr. næste år.

Udvalget havde også lagt op til diskussion af spilletider. Det blev vedtaget at det fremover skal være kl. 13.30 både mandag og torsdag og kl. 9.00 om lørdagen. Der var også ønske fra flere, at der skal spilles mandag hele året. Tirsdag aften udgår for fremtiden.

Næste punkt var nedsættelse af festudvalg. Det nye blev Rita Andersen, Mogens Bylov og Alis Kristensen.

Der var indkommet forslag fra formanden og det var en ændring af § 3. Det blev slettet med forbuddet mod rygning, da det som følge af lovgivningen er forbudt at ryge i offentlige rum, de fleste er også blevet flinke til at gå udenfor, når der skal ryges.

Formanden sluttet med at takke dirigenten for god ledelse af årsmødet.​

September 2012

Lørdag-søndag den 22.-23 september skal A1 og B2 til landsmesterskab i Vildbjerg. Der er Årsmøde i krocket klubben torsdag den 20. kl. 15.00. Jørne Kirkegaard er på valg, han tager imod genvalg. Søren Jensen er valgt som suppleant for et år, og tager også imod genvalg. Der skal nedsættes et festudvalg, vi regner med at de også tager imod genvalg. Det er Børge Jespersen, Lis Fjordside og Egon Hedegaard. Klubben er vært ved kaffen.​

August 2012

Se billeder fra turen

Vi havde en god tur til Adventure Park ved Kloster. I første omgang så det ikke så godt ud, for det regnede en del, for ikke at sige, at der kom megen regn indtil over middag, men det var så heldigt, at der var mange indedørs aktiviteter, og da vi fik lidt undervisning i, hvordan det skulle spilles, gik vi til den med liv og sjæl, og det fleste blev meget optaget af det. Efter en virkelig god middag, var det blevet sådan, at vi kunne komme udenfor, hvor vi fik spillet både, håndboldgolf, minigold og bowls. Til sidst kom solen frem, og vi kom ikke derfra førend ved 16.30 tiden, så vi fik en hel dag ud af det.

Til stævnet den 2. august kom der 76 deltagere, det var lidt færre end sidste år. Det fungerede godt, og det var også fint vejr, græsset var bare ikke slået for godt, så der var den del kritik af banerne, men kampene blev alligevel afviklet med godt humør. Der var flere fra Vemb som vandt i deres pulje, som det fremgår af billederne, som kan ses på følgende link til Google album

Program for udflugten til Adventure park

Afgang fra Vemb st. kl. 9.00

kaffe kl. 9.30 (medbragt kaffekurv)

Der kan spilles forskelligt indtil middagen

Middag kl. 12.30 som er buffet med oksefilet og pikant kalkun, hertil serveres krydderkartofler og flødekartofler samt forskellige salater og brød, og kaffe som vi ellers skulle have til formiddagens medbrtagte brød, men det må vi godt selv have med, men skal betale for det, og derfor har vi fået det lavet, så vi kan få det til middagen i stedet for.

Efter middagen kan der spilles videre, hvis man har lyst til det, indtil parken lukker kl. 17.00​

Juli 2012

Krunderup

Vi var 9 med fra Vemb til Stævne i Krunderup, men det var kun Gunnar og Børge som var heldige at vinde. Der var flere, som blev fotograferet til Holstebro Dagblad, der var et billede i avisen, hvor vi kunne se Grethe og Hakon. På galleri inde på net udgaven var der flere, som var kommet med. Vi havde nogle gode dage derude, med et rimeligt godt vejr.​

Gunnar og Børge med præmien​

Maj 2012

Så er turneringen begyndt og vi har spillet 2 kampe, det er gået nogenlunde, et hold tabte alle kampene første gang, men næste gang vandt de alle. Som det ser ud nu, går det rimelig godt, og vi er fortrøstningsfulde med hensyn til, at der nok kommer et enkelt holdt til Landsmesterskab til efteråret.​

April 2012

Vi har sat 5 hold op til turnering, som starter mandag den 30. april for B-rækken og tirsdag den 1. maj for A- og C-rækken.

Efter åbent hus torsdag den 26. april spiller vi torsdag fra kl. 14.00 og går over til at træner tirsdag aften. Hvis der er nogen, som stadigvæk vil træne mandag eftermiddag, kan man fortsat det.

Der kommer 3 instruktører torsdag den 19. april, det er følgende Harry Dahl, Ketty Johansen og Børge Nielsen.

1. maj forfalder kontingent til betaling. Det er fortsat 250 kr. for et helt år. Betaling kan foretages vi hjemmesiden til Conventus med dankort, eller kan betales kontant til Hovedkasseren Hans Peter Petersen​

Marts 2012

​Vi er klar til en ny sæson, banerne er lige tromlet og græsset er ved at grønnes. Det blev kun til ca. 14 dage, hvor det ikke var så godt at spille, der var ingen, som spillede i den tid, men det gjorde de andre steder.

Torsdag den 29. marts skal vi prøve at sætte hold op til turnering, så det vil være en god ide, at man tænkte over, om man skal fortsætte med den nuværende makker eller man gerne vil have en ny. Udvalget lægger også en plan frem, som man så kan tage stilling.

DGI har afbrudt samarbejdet med Infosport og klubportalen og har derfor lavet sit eget program, som 2 fra klubben skal til undervisning i torsdag den 12. april.

Torsdag den 19. april kommer der et par instruktører fra DGI/Krocket og giver instruktion i bl.a. slagteknik, makkerspil og gennemgår spilleregler, vi har oplyst at der er ca. 15- 20, som gerne vil deltage.

Der skal være åbent hus torsdag den 26. april. Der vil blive lavet en invitation, som det enkelte medlem af klubben vi få til uddeling blandt forhåbentlige nye spillere. Så prøv allerede nu at tænke på, hvem der kunne være interesserede.

Vi har ikke fået at vide om turnering starter i uge 18 eller 19.​

Februar 2012

Vi holder en pause her fra først i februar på grund af sne og kulde, men vi starter igen lige så snart vejret er til det.

Alle, som vil med til turnering til sommer, skal møde op torsdag den 29. marts, her vil udvalget fremlægge en plan, som man så kan tage stilling til, og så kan vi eventuelt lave den om, så alle bliver nogenlunde tilfredse med placeringen.

Vi holder åbent hus torsdag den 26. april kl. 14.00. Vi vil prøve at sende invitation ud til nogen, som vi tror vil komme.

Vi påtænker også et foreningsbesøg fra DGI, hvor de møder med et par instruktører, tidligere kaldte man det kursus, men det må man ikke, for så kan man ikke få tilskud til det. Hvis det kan lade sig gøre vil det blive torsdag den 19. april.​

November 2011

Vi havde vores årlige fest onsdag den 16. november, der var god tilslutning med 33 deltagere. Der var en god stemning hele aftenen, hvor der både blev snakket krocket og andre vigtige ting. Der er stadigvæk mange, som spiller både mandag, torsdag og lørdag. Vi har været heldig med, at det har været fint vejr i den sidste måneds tid.

Der har været aktivitetsmøde i DGI/Vestjylland, hvor der var genvalg til udvalget, og der har været Midtvejsmøde (Årsmøde) på landsplan. Her var det også genvalg til alle bestyrelsesmedlemmer. Der blev vedtaget en lille rettelse i spillereglerne, det er en ændring i § 9 i fortolkning af ført slag. Den er nu forenklet til: Ført slag er, når kuglen skubbes fremad af køllen, uden at køllen er ført tilbage i slaget. Ved ført slag mistes et slag.

September 2011

Hold C1 var til landsmesterskab i Vildbjerg lørdag- søndag den 24. og 25. september de fik en 3. plads, modstanderne var for stærke. Vi har fået kommunen til at slå vores baner igen, det var med knebent flertal, at det blev vedtaget i det kommunale udvalg, så nu får vi slået 2 gange om ugen indtil videre. Vi holder årsmøde i krocketudvalget torsdag den 29. september. Rita Andersen og Hjalmar Nielsen er på valg. Der vil også blive nedsat et festudvalg, som skal planlægge efterårets afslutningsfest, det er ikke ensbetydende med, at vi ikke spiller mere i år, vi spiller så længe det er til det for vejret, i en god vinter kan vi spille hele tiden.​

Holdet bestod af fra venstre af Elna Iversen, Grethe Thordahl, Hans Peter Petersen og Børge Jespersen​

Udflugt til Thyborøn torsdag den 11.august 2011 se billeder

Vi havde en god tur, det holdt op med at regne da vi skulle til at spille fodboldgolf eller adventure golf. Der var kun 4 som spillede fodboldgolf og her var de Egon Hedegaard som vandt den udlovede præmie. I adventuregolf var det Villy Nielsen som klarede det best. Vi spiste i Fiskehallen, men vi var ikke helt tilfredse med serveringen, de første var færdige med at spise da de sidste fik deres mad, og der var også en som fik kartofler som var meget brankede, så det kom ud igen også anden gang hvor de ikke var stort bedre. Vi så den nye kirke, der var nogen som syntes at den var flot, andre mente ikke at en kirke skulle se sådan ud. Men gennemgående syntes alle at det var en god tur.​

Stævne i Vemb torsdag den 4. august

Der var mødt 96 til at dyste torsdag aften, vi var heldige med vejret, der blev tørvejr da vi startede kl. 17.00. Der var flere vindere fra Vemb, det var Søren Jensen, Villy Nielsen, Egon Hedegaard og Hans Beier. Der blev fløjtet af kl. 21.00 der er enkelte hold som ikke var færdige, så resultaterne blev gjort op på det tidspunkt.

Ved stævnet i Krunderup var der også et par vindere fra Vemb, det var Jens Mosholm og Gunnar Bertelsen. Der var ikke så mange deltagere, som sidste år, hvor der var ca. 190, i år var der 156. Om fredagen regnede det en del både eftermiddag og aften, det resulterede i, at der ikke var så mange deltagere. Det var så tørvejr om lørdagen. Alt i alt blev det et vellykket stævne, som var godt organiseret.​

Vemb Hallen

Stadionalle 2, 7570 Vemb

Find vej med Google Maps

Vemb Forenede Sportsklubber

Vestergade 5, 7570 Vemb

Presseansvarlig

Formand Jesper Nielsen

Mobil: 2974 3998

E-mail: vembfs@vemb-fs.dk